
Det Konservative Folkeparti: Pas på Danmark - stem Ja
Stem på mere tryghed og giv politiet bedre muligheder for at stoppe grænseoverskridende kriminalitet
Vi har brug for det tættest mulige samarbejde med vores naboer for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Narkohandel, terrorisme, menneskesmugling, cyber-kriminalitet, børneporno og organiseret indbrudstyveri kan vi ikke stoppe med en havelåge hver især.
Den tilvalgsordning, vi skal stemme om den 3. december, er en god ordning for Danmark. Vi kan fortsat selv bestemme over vores asyl- og indvandrerpolitik, men vi kan samtidig være helt med i det europæiske politisamarbejde. Det giver politiet de bedst mulige arbejdsvilkår og gør livet endnu mere surt for de kriminelle.
Fælles regler til gavn for familier
Tilvalgsordningen giver også Danmark mulighed for at tilslutte sig fælles regler, der er til gavn for danske familiers retssikkerhed og danske virksomheders konkurrencevilkår på det indre marked.
Vi skal tage et medansvar for vores fælles tryghed. Og vi skal have mulighed for at vælge til eller sige fra, når det giver mening. Sådan passer vi bedst på Danmark.
Derfor vil Det Konservative Folkeparti erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, og derfor vil vi anbefale dig at stemme "Ja" den 3. december.