
Fælles asylpolitik – ja tak!
Statsministeren har givet os danskere en garanti om en folkeafstemning, hvis et flertal i Folketinget på et tidspunkt vil med i EU’s asyl- og udlændingepolitik.
Men afstemning eller ej, ser vi en vedvarende folkevandring på vej til og gennem EU. Hvor meget ikkevestlig indvandring kan vi klare i Danmark og EU?
Ingen vil give os konkrete tal, og hvert EU-land lader bevidst asylansøgere rejse videre til deres ønskede EU-land i strid med Dublin-aftalen. Problemerne tordner sig op i Sverige, Tyskland, Grækenland og Italien.
EU er bygget på en vis form for solidaritet, som ikke kan ses i EU-landenes adfærd i folkevandringen. Hvad gør Danmark, når Sverige og Tyskland også begynder at sætte hegn op, mens asylansøgerne fortsætter med at komme?
Vi har brug for en fælles asylpolitik i EU, intet EU-land kan klare folkevandringen alene.
Leif Randeris, kontorleder
www.Indvandrerraadgivningen.dk