
Dansk samling: Derfor nej
Dansk Samling anbefaler et nej af følgende grunde:
Et nej vil sikre Danmark imod, at et fremtidigt flertal i Folketinget kan bringe Danmark ind i en fælles asylpolitik, hvorefter Danmark vil have endnu ringere kontrol over sine grænser. Statsministerens ”forsikringer” er blot tomme løfter.
Et nej sikrer imod, at fremmed strafferet overlades til det overnationale EU. Det vil være en uhørt indskrænkning af dansk ret, hvis danske borgere kan straffes for forhold, som ikke er bestemt af det danske Folketing, men af EU.
Først afgav Danmark suverænitet ved at indgå i det grænseløse Schengen-samarbejde. Så fulgte grænseoverskridende kriminalitet. Nu vil ja-sigerne afgive mere suverænitet for at afbøde miseren. Den bedre løsning er en udtræden af Schengen-samarbejdet.
Et nej er nødvendigt for at fastholde Danmarks tilbageværende suverænitet, og et nej er afgørende for at markere, at målet er dansk udmeldelse af EU.