
Beskyt børnene
’Voldtag et barn, film det og send os videoen, så vi kan dele den – og gør det hver fjerde uge.’
Så grusomt var et af kravene for at blive lukket ind i to hemmelige børnepornonetværk på internettet. Sagen er netop kommet for retten herhjemme, hvor en mand fra Randers er tiltalt.
Sagen begyndte i 2014, da Europol kontaktede dansk politi, og siden er 23 personer fra hele verden blevet anholdt. Den type internationalt politisamarbejde er afgørende for Red Barnets arbejde.
Vi administrerer en hotline, hvor man kan anmelde billeder af børn i seksuelle situationer. I 2014 modtog vi 50 anmeldelser hver uge, hvoraf 15 blev vurderet ulovlige. Dansk politi forfølger billeders bagmænd sammen med Europol. Uden det samarbejde frygter vi, der vil være sager, som aldrig bliver afsløret og krænkere og kriminelle, som aldrig bliver retsforfulgt. Den risiko vil vi ikke løbe.
Danmark skal være med til at beskytte børn mod overgreb og børneporno – også efter den 3. december.
Jonas Keiding Lindholm, Red Barnet