Sådan fungerer en parallelaftale

En parallelaftale er en aftale mellem EU og en medlemsstat om at deltage i en del af et overstatsligt samarbejde.
Parallelaftaler kan være en mulighed for Danmark, der har forbehold inden for et område af EU-samarbejdet.
Med en parallelaftale forpligter et land sig til at indføre nationale regler som svarer til EU-reglerne.

Fra mellemstatsligt til overstatsligt
I 2009 besluttede EU-landene, at samarbejdet om retlige og indre anliggender skulle være overstatsligt.
Det skete med vedtagelsen af Lissabon-traktaten, og det betød, at Danmark ikke kunne være med i de retsakter, som blev ændret fra at være mellemstatsligt til overstatsligt samarbejde.
På grund af retsforbeholdet kan vi kun deltage i samarbejdet om retlige og indre anliggender på mellemstatsligt plan.

Vi kan søge om en parallelaftale
Hvis vi beholder retsforbeholdet, kan vi søge om en parallelaftale med EU om de retsakter, vi ønsker skal gælde i Danmark. En parallelaftale kan med seks måneders varsel opsiges af både Danmark og EU.

Sådan forhandles en parallelaftale
For at få en parallelaftale skal Danmark anmode Europa-Kommissionen om det. Europa-Kommissionen tager stilling til anmodningen og siger ja eller nej til en forhandling.
Ønsker Kommissionen at starte en forhandling med Danmark, kræver det, at Kommissionen får et mandat fra de andre lande i Ministerrådet.
Herefter starter de egentlige forhandlinger mellem Danmark og Kommissionen. En parallelaftale skal i sidste ende godkendes af et almindeligt flertal i Europa-Parlamentet, af et kvalificeret flertal i Ministerrådet og endelig godkendes i Folketinget på linje med andre mellemstatslige aftaler. Det er altså ikke sikkert, at Danmark kan få parallelaftaler på alle de områder, vi ønsker. Kommissionen vil generelt kun anvende parallelaftaler i undtagelsestilfælde og som en overgangsordning.

Danmark har fire parallelaftaler
Danmark har i dag parallelaftaler med EU om fire retsakter:
• Dublin-forordningen, der er en aftale om, at flygtninge skal have deres asylansøgning behandlet i det land, de først ankommer til.
• Eurodac, der er en aftale om, at asylansøgeres fingeraftryk skal gemmes i en fælles database.
• Bruxelles I-forordningen, der indeholder regler om, hvilken myndighed eller domstol i et EU-land der skal behandle og afgøre en sag på det civilretlige område.
• Forkyndelsesforordningen, der indeholder regler om, hvordan dokumenter i civile og kommercielle sager skal fremsendes på tværs af grænser.

Vi har fået nej til to
Danmark har også anmodet om parallelaftaler til Konkursforordningen og Bruxelles II-forordningen, der handler om skilsmisse og forældremyndighed, men Kommissionen har sagt nej.
Kommissionen har vurderet, at det ikke i tilstrækkeligt omfang er i EU og EU-borgernes interesse at lade Danmark få en parallelaftale.

Andre lande har samarbejdsaftaler
EU samarbejder med en række lande uden for EU på flere områder, herunder de retlige og indre anliggender. Norge, Island, Schweiz, Columbia og USA har for eksempel samarbejdsaftaler om Europol.

Norge samarbejder med EU
Selv om Norge ikke er medlem af EU, har Norge en lang række mellemstatslige samarbejdsaftaler med EU, som gør, at Norge alligevel kan deltage i dele af EU-samarbejdet. På nogle områder har det været nemt for Norge at få aftaler igennem, på andre har det været svært. De to vigtigste områder, hvor Norge har aftaler med EU, er:
• Den Europæiske Økonomiske Samarbejdsaftale.
• Aftalen om norsk deltagelse i EU’s grænsesamarbejde, Schengen.

Andre samarbejder
Danmark samarbejder internationalt på andre måder end i EU. Vi har bilaterale aftaler med en række lande om for eksempel arveret. Vi er med i Europarådet, der har 47 europæiske lande som medlemmer, og som blandt andet arbejder mod menneskehandel og tvangsarbejde.
Ligesom vi har tilsluttet os en række internationale konventioner, for eksempel FN’s flygtningekonvention og menneskerettighedskonventionen.

Print